Estobar Santos

Blomsternes sprog

 

I min krop visner et frugttræ
min skulder er råddenskab
Fordærvede dadler angrebet af fugt

Min sjæl har allerede meget længe
været som de afbrændte marker
En sortbrun sveden oase

Vi er ikke i berøring
med naturen længere tænker jeg
Et øjeblik tænker jeg at vi har
ødslet alle vores gaver bort

Hver enkelt af de gule stubbe
er en erindring
Erindringen denne nu glemte
tekst + digte